You are here

P-hus bliver bæredygtigt og skabt til liv

Af kasperban
  • Visualisering af parkeringshus i Musicon-kvarteret Indfaldet

    Sådan kommer Musicons nye, levende p-hus til at se ud. Visualisering: Mangor & Nagel

  • Visualisering af et tværsnit ind gennem Musicons nye p-hus

    Sådan kommer Musicons nye, levende p-hus til at se ud. Visualisering: Mangor & Nagel

Beboere, erhvervsdrivende og øvrige gæster i Musicon-bydelen kan glæde sig til et nyt kreativt parkeringshus med stærk arkitektur, stort fokus på genbrug af byggematerialer og gode rammer til parkour, basketball og andre rekreative formål.

Det lokale arkitektfirma Mangor & Nagel har sammen med entreprenørkoncernen MT Højgaard netop vundet opgaven med at opføre Musicons første p-hus. Bygningen bliver ikke kun til parkerede biler. Et ekstra lag, som bygges uden på p-husets sydlige del, indbyder til parkour og klatring i tøjvejr. Og toppen af p-huset giver områdets beboere mulighed for at dyrke grøntsager og krydderurter på tagterrassen.

Der arbejdes også med en ”Street Cave” i stueniveau, hvor streetbikere og skatere vil sørge for, at området summer af liv. 

Et bud på fremtidens byggeri

”Det er fantastisk, at vi får et bud på fremtidens parkeringshus her på Musicon. Vi kigger ind i en tid, hvor bygninger skal kunne anvendes til flere formål. Det kan det her hus. Både ved at invitere skatere, basketballspillere og andre brugere ind fra starten, og ved at kunne skille bygningen ad og genbruge de enkelte dele den dag, hvor bygningen måske har udtjent sit oprindelige formål,” siger Andreas Høegh der er leder af Roskilde Kommunes udviklingskontor i bydelen.

Han glæder sig samtidig over, at bygningen med sine facader beklædt med slyng- og klatreplanter kommer til at fungere som en naturlig forlængelse af det rekreative område Rabalderparken.

”P-huset kobler sig på Rabalderparken på flere måder. Både ved at blive et bæredygtigt og grønt hus, som ændrer sig i takt med årstiderne. Og i særlig grad ved at tilbyde Musicons parkour-udøvere og det øvrige gadeidrætsmiljø nogle nye faciliteter. På den måde bliver det meget levende på flere måder,” siger Andreas Høegh.

Materialer kan genanvendes

Også Roskildes borgmester, Tomas Breddam, glæder sig over, at Musicon-bydelens første p-hus bliver meget mere end blot en bygning til opbevaring af parkerede biler.

”Musicon er en bydel, hvor vi tænker ud af boksen. Her skaber Roskilde Kommune unikke løsninger sammen med både store udviklere og lokale ildsjæle. Som en del af Musicons nye kvarter, Indfaldet, får vi nu en visuelt indbydende løsning til parkering, samtidig med at bydelen får endnu flere attraktive rammer for leg, bevægelse og fællesskaber. Tilmed i en bygning, hvor vi både anvender dele fra tidligere byggerier i området og forbereder for genanvendelse i fremtiden ved at lade huset gå ind i en virtuel materialebank på Musicon,” siger Tomas Breddam.

Det er den anerkendte tegnestue Mangor & Nagel, der har tegnet p-huset, som opføres i samarbejde med MT Højgaard Design & Engineering og Astron S.A.

Tegnestuen har en lokal afdeling få hundrede meter fra Musicon og har i forvejen sat et solidt aftryk på Musicon. Mangor & Nagel har tegnet de 92 ungdomsboliger i Noden, som stort set bliver nabo til det nye parkeringshus.

Fakta om p-huset

  • Musicons første parkeringshus opføres i bydelens østligste del i det nye kvarter Indfaldet.
  • Adgangen kommer til at ske fra Køgevej via Stenkrogen og den nye vej Optakten.
  • P-huset bliver opført i både genbrugsbeton og med materialer, som tidligere har været en del af andre byggerier i Roskilde Kommune.
  • Projektet understøtter målene i Roskilde Kommunes Strategisk Klima- og Energiplan og er en af de cases, der arbejdes med i det store EU-projekt CityLoops.
  • Det visionære parkeringshus skabt i samarbejde mellem arkitektvirksomheden Mangor & Nagel, MT Højgaard Design & Engineering og Astron S.A.
  • Roskilde Kommune er bygherre, og p-huset ventes at stå færdigt i løbet af 2021.
Dato: 27. Marts 2020

Senest opdateret:

27. Marts 2020