You are here

Mad fra hele verden på Musicon i efterårsferien

Af kasperban
Følg duften til Musicon i uge 42, hvor street food fra hele verden indtager bydelens største eventhal.

I efterårsferien bliver der ekstra meget at forkæle dine smagsløg med på Musicon.

Et væld af foodtrucks og andre boder med mad og drikke rykker ind i Hal 9 - og der er gratisk entre.

I forvejen rummer Musicon faste trækplastre som lokalt mikrobryg, friskristet øko-kaffe, thaimad, kebab og afrikanske risretter, så bydelen bliver et sandt madmekka, når Street Foof Festival Roskilde rykker ind i dagene 14. til 18. oktober.

Det er Mad & Marked, som arrangerer streetfood-festivaler i hele landet, som har set sig lune på Roskildes kreative bydel.
Også Horsens, Herning og Holstebro får besøg af den omrejsende madkaravane med lækkerier fra hele verden.

Sikkerhed i højsædet

Arrangøren håber på mere lempelige regler for forsamlinger til den tid, men uanset hvad vil der være håndsprit, afstand mellem standene og andre tiltag, der er nødvendige for at sikre en forvarlig afholdelse af den store madfestival.

Følg med på Facebook for at få flere oplysninger om åbningstider, maden, retningslinjer og meget mere.

 

Dato: 21. Juli 2020

Senest opdateret:

21. Juli 2020