You are here

En ny tidsregning er begyndt i Hal 10

Af kasperban
Roskilde Festival Højskole er nu en realitet - efter mere end et årti med ideer, planlægning, byggeproces og forberedelse af undervisning. Forstander Jesper Øland har været med hele vejen, og vi har spurgt ham, hvordan den første uge med elever er gået.

Selv om eleverne rykkede ind for lidt over en uge siden, har de ikke firtrængt håndværkerne fuldstændig. Mænd i arbejdstøj er stadig en fast del af billedet både inde og uden for den tidligere Hal 10 på Musicon.

Tidligere var der larmende maskiner og tunge betonelementer i hallen. Nu er det undervisning, dans, højskolesang og ung energi, der dominerer.

Og selv om meget stadig mangler det sidste touch, gør det slet ikke noget, hvis du spørger forstander Jesper Øland. For faktisk er det helt i den nye højskoles ånd, at eleverne selv skal være med til at forme rammerne og ånden.

”Roskilde Festival Højskoles tidsregning startede for en uge siden. Eleverne har været igennem introforløb og er nu i fuld gang med undervisningen. Jeg kan med sikkerhed i stemmen sige: Der bliver lavet højskole i Roskilde,” siger Jesper Øland.

Et bombardement af dine sanser

Det første hold har både indtaget den gamle fabrikshal – som nu imponerer med et sansebombardement af farver og materialer – og de helt nyopførte elevboliger bag de grå containerlignende facader.

Elever og lærere er ved at lære bygningerne og hinanden at kende, og Jesper Øland er ikke i tvivl om, at der vil flyde masser af positiv energi ud af fra Roskildes nye højskole den kommende tid.

"Eleverne er her for at blive udfordret og flyttet menneskeligt, og så er de her for at bygge fællesskaber. Det kommer Musicon-bydelen med garanti til at opleve i løbet af foråret."

Arrangementer for alle

Roskilde Festival Højskole byder også på offentlige arrangementer. Det første finder sted onsdag den 16. januar, hvor rapperen Per Vers er første oplægsholder i en række ”RoFH Talks”.

Se mere på Roskilde Festival Højskoles Facebookside.

Dato: 14. Januar 2019

Senest opdateret:

14. Januar 2019