You are here

Christian Lemmerz skal udsmykke nyt erhvervshus

Af nikolinej
  • Første spadestik tages af borgmester Tomas Breddam og Michael W. Andersen fra INDFALDET ApS

    Første spadestik til Samspillet tages af borgmester Tomas Breddam og Michael W. Andersen fra INDFALDET ApS

  • Christian Lemmerz skal udsmykke facaden på nyt erhvervshus på Musicon

    Christian Lemmerz skal udsmykke facaden på Samspillet på Musicon

Erhvervshuset Samspillet bliver en markant ny bygning i Musicon-bydelen. Ikke mindst på grund af det store værk af den anerkendte kunstner Christian Lemmerz, der skal pryde store dele af facaden.

Det første spadestik til Samspillet - Musicons nye erhvervshus-  blev taget fredag 14. februar. Og den helt store nyhed til arrangementet var, at det er Christian Lemmerz, der skal stå for det kunstneriske udtryk på facaderne.

Han er billedhugger, grafiker og performancekunstner, og i dette tilfælde vil han lave illustrationer i grafisk beton. Det er stadig ikke offentliggjort, hvordan motiverne kommer til at se ud - men Christian Lemmerz løftede lidt af sløret:

"Værket er tænkt som en monumental kalligrafi, et skyggespil, en ekspressionistisk graffiti og en signatur for bygningen,” siger Christian Lemmerz.

Erhvervshuset med navnet Samspillet står klar til at tage imod både iværksættere og store, etablerede virksomheder i starten af 2021. Og først her bliver værket afsløret.

Samspil mellem store og små

I mellemtiden kan vi glæde os over, at erhvervshuset integrerer flere af de visioner, der er i Musicon bydelen; det bliver et byggeri, hvor der både er et aktivt erhvervsnetværk og samtidig bidrager det til Musicon bydelens kunstneriske profil.

”Med erhvervshuset kan vi fastholde de mange vækstvirksomheder, der allerede findes på Musicon. Her kan vi opbygge et endnu stærkere erhvervsnetværk både lokalt i bydelen og kommunen, men også i forhold til resten af regionen. Og så er vi meget stolte af, at det er lykkedes at få en anerkendt kunstner til at udsmykke bygningen. Med et markant, permanent kunstværk tilføjer vi en ny dimension til Musicons kunstneriske profil, som i dag er præget af midlertidige gadegallerier og street art, samt det indhold den lokale kunstforening Kunst på Musicon bidrager med i det daglige,” siger Andreas Høegh, der er leder af Roskilde Kommunes udviklingskontor på Musicon.

Samspillet bliver på ca. 5.000 etagemeter. Bygherren, som er Udviklingsselskabet Indfaldet, bygger desuden en boligkarré på 10.000 etagemeter. Begge byggerier er tegnet af Arkitema.

Læs mere om Samspillet under menupunktet Byggerier på Musicon

Find information om kunstneren på Christian Lemmerz hjemmeside

Dato: 14. Februar 2020

Senest opdateret:

14. Februar 2020