You are here

Byggeboom på Musicon: 400 nye boliger på vej

Af Line Rieck
Seks byggegrunde er blevet solgt på Musicons Hal 1-område i Roskilde Kommune. Det betyder, at der de kommende år vil blive opført omkring 400 nye boliger i den kreative bydel.

Der er gang i de store maskiner på Musicon, som igen i år oplever et kæmpe byggeboom af især boliger på det gamle Hal 1-område, som er blevet døbt Indfaldet. Indfaldet ligger centralt på Musicon, tæt ved RAGNAROCK, ‘kulturtorvet’ også kaldet Søjlepladsen og den rekreative Rabalder Parken.

Byrådet i Roskilde Kommune har nu givet grønt lys til at sælge byggeretter på over 30.000 kvadratmeter til tre kompetente aktører. Købsaftalen løfter sløret for, at KSE Ejendomme opfører ca. 55 ejerboliger. Svanen Gruppen bygger ca.115 lejligheder til udlejning, og ECO-Village etablerer et bofællesskab med ca. 42 ejer- og andelsboliger.

- De mange nye boliger betyder, at der nu kommer endnu mere liv i den kreative bydel. Musicon er i en rivende udvikling. Et sted hvor mangfoldigheden lever i form af de mennesker der besøger, bor og arbejder i bydelen. Visionen om en kreativ bydel, hvor vi tør satse på at skabe nye fællesskaber og fælles oplevelser i en ny ramme, er ved at blive en realitet, siger borgmester Joy Mogensen.

Musicon bliver ikke udviklet som andre bydele. Udviklingen sker i tæt samarbejde med folk fra kultur- og erhvervslivet samt ejendomsudviklere, som synes, det er spændende at være med til at præge udviklingen i en dynamisk og mangfoldig bydel. Når Musicon er færdigudviklet om 5-10 år, vil det være en kreativ bydel med liv det meste af døgnet, cirka 1000 boliger og omkring 1.000 arbejdspladser.

Dato: 05. Februar 2018

Senest opdateret:

05. Februar 2018

Kommentarer

Forespørgsel

Hej
Da jeg står i en situation hvor jeg leder efter en ubegrænset lejebolig i Roskilde, hvor min søn og jeg kan flytte ind i 2018 vil jeg høre hvordan jeg skriver mig op til de spændende lejeboliger på Musicon?

Fortsat god dag

Vh
Mia

Svar til Mia Lyngstorp

Hej Mia!
Tak for din besked.
Det er de respektive udlejere, til de forskellige boligområder, der står for at leje boligerne ud på Musicon. Ved 'De Kreative Familieboliger' kan du f.eks. kontakte Bloch Ejendomsadministration A/S. Deres kontakt oplysninger kan du finde her: http://musicon.dk/kreative-familieboliger.
På Musicon.dk kan du følge med i hvilke boliger der på nuværende tidspunkt er opført, og hvilke boliger der er på vej. Du kan også skrive dig op på vores interesseliste, hvor du vil få besked når der er nye boligprojekter på vej.
Det kan du gøre her: http://musicon.dk/interesseliste.
Jeg håber at dette besvarede dit spørgsmål.
Held og lykke med boligjagten!
De bedste hilsner
Sandra Skovgaard Jacobsen
Musicon-sekretariatet

Tilføj kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive vist på siden.
CAPTCHA
Dette spørgsmål er for at forhindre spam.