You are here

Året der gik i Musicons iværksættermiljø

Af rikkej
Iværksættermiljøet på Musicon blomstrer stadig på trods af et år, hvor corona har skabt store udfordringer og tvunget os til at finde nye metoder.

2020 har været et år, hvor mange af os er blevet nødt til at tænke i helt nye baner. Det gælder både etablerede virksomheder og startups. Og det gælder Selvstarter-programmet for studerende iværksættere, som blev påvirket af, at Roskildes mange uddannelsesinstitutioner har været ramt af usikkerhed, lukninger og en kaotisk hverdag.

Alligevel er det lykkedes at hjælpe iværksætterdrømme med at vokse. Og her helt op mod jul er det lykkedes at samle et nyt Selvstarter-hold. Så allerede nu tegner 2021 lysere end det her turbulente corona-år.

Tidligere i år lagde vi årets hackathon sammen med Selvstarter og udviklede på få dage det digitale format Hackhack. Her tunede godt 80 deltagere ind på en livestream, hvor de fik nye værktøjer til at booste udviklingen af deres ideer. Samtidig bidrog de til at finde på nye måder at samarbejde og holde pauser på, når nu de ikke havde mulighed for at mødes i virkeligheden. Du kan læse mere om hvordan eventet løb af stablen her. 

Da sommeren kom, og corona gik lidt ned i intensitet, kunne vi holde en fernisering in real life af de prototyper, der blev udviklet på Hackhack. Det gjorde vi med bobler, DJ og petanque til et festligt event i forbindelse med kulturdage i Musicon-bydelen.

Også i efteråret har en række studerende iværksættere haft glæde af tilbuddene i den kreative bydel. Selvstarters projektleder og mentor, Camilla, gav 1:1-sparring med grupper op til deres pitch til CoConf- finalen, hvor en af de seje grupper løb med tredjepladsen.

Der blev også plads til et besøg af elever fra Roskilde Katedralskole, som fik indblik i mulighederne og iværksættermiljøet på Musicon.

Lige nu knokler vi for at bygge en god platform til Selvstarter. Her bruger vi erfaringer fra hackhack.dk. Målet er at give næste års deltagere optimale, digitale rammer til at arbejde med deres forretningsidé og deres egen udvikling som iværksættere.

Vi glæder os til at dele en masse tips, tricks og iværksætterhistorier i det digitale univers. Men mest af alt ser vi frem til igen at mødes fysisk og bygge bro mellem uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og kommunen i Musicons iværksættermiljø.

Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Dato: 23. December 2020

Senest opdateret:

23. December 2020