You are here

Masser af Rabalder for børn og voksne

Af Kasper Jepsen
Lørdag d. 27. august vender Musicons årlige kulturfestival tilbage med et nyt og spændende program, der viser Roskildes kreative bydel frem for omverdenen. Glæd dig til over 50 gratis aktiviteter inden for musik, mad, gadeidræt, dans, åbne værksteder og meget mere.

Rabalderstræde bliver igen centrum for festlighederne, når Musicons kulturinstitutioner, foreninger og kreative virksomheder åbner dørene til Rabalder. Hele dagen vil der være musik med blandt andet Tue West og Chapper, Trolle & Tormod’s show, hvor børnene kan lære om bogstaver, tal, dyr og hvordan man beatbox’er.

Det, der gør Rabalder helt særligt, er de mange aktiviteter, hvor alle kan deltage. Der bydes op til dans flere gange i løbet af dagen, og i Ragnarocks værksted kan man bygge en højttaler til sin smartphone. Made By Kids holder legestue, hvor børnene blandt andet kan skyde med vandraketter og blæse kæmpe sæbebobler. De sportsinteresserede kan deltage i de mange gadeidrætsaktiviteter og turneringer. Desuden udlåner DGI kvit og frit skateboards, rulleskøjter, løbehjul, basketbolde, bordtennisbat og meget mere.

Skulle sulten melde sig, serverer både Café Freunde og Café Ragnarock lækker mad i løbet af dagen. På Rabalder bliver det samtidig muligt at få en forsmag på håndbryggede øl fra Musicons kommende mikrobryggeri og i Containerstriben inviterer Grundsmag og Duedal & Ko til sensommerfrokost med masser af velsmag og sæsonens bedste råvarer.

Der er kort sagt noget for enhver smag på Rabalder.

Info: Se det detaljerede program på www.musicon.dk/rabalder og følg med på www.facebook.dk/rabalder.musicon

Dato: 23. August 2016

Senest opdateret:

23. August 2016