You are here

CONTAINERSTRIBEN

I ’striben’ bliver der opført uformelt, flytbart og foranderligt byggeri af containere, hvor mindre virksomheder kan etablere fx værkstedsbutikker, kontorerhverv, galleri, atelier, café eller lignende

Den midlertidige bebyggelse af små enheder, efterladte belægninger og pionerbeplantning danner en spraglet, autonom og vildtvoksende kontrast til de øvrige bebyggelser på Musicon.

Mange nye virksomheder har i de seneste år valgt at etablere sig på Musicon, og der er stor efterspørgsel på både erhvervslejemål – og byggegrunde. Containerstriben er yderst attraktiv for mindre virksomheder, da det er et af de områder på Musicon, med allerstørst gennemstrømning. I Containerstriben kan du leje en grund og bygge dit eget unikke containerkontor, værkstedsbutik e.l., eller du kan som investor opstille ombyggede containere med henblik på udlejning.

Containerstriben ligger i hjertet af Musicon, og med adgang direkte fra Rabalderstræde, bliver det ikke mere centralt. Områdets ene langside vender ud mod Ragnarock – Museet for pop, rock og ungdomskultur, og der er flot udsigt til den prisvindende guldbygning og den røde løber. Dette giver perfekte rammer ift. eksponering af ens forening, virksomhed eller kulturinstitution. Flere containerbebyggelser står allerede færdige og er taget i brug, og flere byggerier er under opførsel. De første virksomheder der flyttede ind i ’striben’ er Tømmerfirmaet Nicolaisen, guldsmed Frank Harpelund, Café Freunde og reklamebureauet Duedal og Ko. I 2017 er der for alvor skub sat skub i udvikling af Containerstriben, og flere byggerier realiseres. De nye etagemeter giver bl.a. plads til bryghuset Musicon Mikrobryggeri, detailbutikken Roskilde Garn, musikskolen Musics’cool samt konsulentfirmaet Lekon ApS.

I Containerstriben er der skabt et mangfoldigt, kreativt og atypisk handelsstrøg. Her er plads til diversitet, og fleksibiliteten ved containerbyggeri, giver mulighed for at opføre erhvervsbebyggelser, der er tilpasset din virksomheds behov.

”Jeg har valgt at lægge min virksomhed på Musicon, da man får lov til at bygge noget anderledes - her er flere muligheder for at lave sjove byggerier end der typisk er andre steder. Derudover faldt jeg for fællesspisning og det sociale islæt. Her er en god atmosfære og vi taler godt med hinanden.” - udtaler tømrermester Thomas Nicolaisen

Senest opdateret

07.09.2017